Spring til indhold

Eksempler på praktisk livslæring

For nogle elever er det næste skridt til en mere selvstændig hverdag at lære at gå på toilettet, for andre er det at lære at tage bussen til skole.

Det er vigtigt, at eleven får den rette støtte, der svarer til den enkeltes udvikling. Eleverne kan støttes på forskellige måder:

Verbal guidning

For at øve sig på praktiske færdigheder har de fleste elever brug for verbal guidning til at begynde med. Ved verbal guidning siger man, hvad eleven gør, og hvad der skal gøres lige bagefter.

Fysisk guidning

Nogle elever har også gavn af fysisk guidning. Den voksne holder f.eks. på elevens hænder, er med til at dreje på vandhanen og gennemgå hele processen. Samtidig siges det højt, hvad man gør.

Visuel guidning

Vi bruger visuel guidning med billeder f.eks. til at vise rækkefølgen på en aktivitet: Tænd for vandet, kom sæbe på hænderne, vask hænderne med sæben, skyl hænderne, tør hænderne. Indkøbssedler printes ud med billeder af de varer, der skal købes. Vi bruger opskrifter med billeder af ingredienserne og redskaberne, man skal bruge; Skåle, skeer, målebægre osv.

Struktur

En måde at strukturere en opgave på er at dele aktiviteten op og tage en ting ad gangen. Den voksne hjælper med ord eller med at vise en billedserie, at eleven skal starte med strømperne først, dernæst skoene osv. For en elev, der er ved at lære at gå på toilettet, kan det hjælpe at have faste toilettider i en periode.



Feedback

Sidst opdateret

20.02.2018

Ansvarlig redaktør

Anders Vestergaard Lundsbjerg